Temaet Twenty twenty-five
Temaet Twenty twenty-five er et af de bedste steder at begynde når du skal lære at bruge WordPress i 2025. Temaet adgabg til alle de nyeste muligheder med WordPress.
Denne artikel viser, hvordan du hurtigt kan gøre WordPress klar med en forside og en side, der viser dine blogindlæg.

Hvis du vil lære mere om WordPress er det en god ide at prøve det årlige standardtema. Det giver kendskab til de nyeste ideer og muligheder. I 2025 hedder standardtemaet Twenty twenty-five. Der kommer som regel et nyt tema hvert efterår.
Struktur

I WordPress er det en god ide at begynde med at lave nogle sider først. Begynd eventuelt med at lave siderne uden det egentlige indhold, du kan nøjes med en “mumletekst”, et billede eller sådan. Indholdet kan du redigere færdigt senere. Lav disse sider:
- Forside
- Blog
- (evt. andre statiske sider)
Design og layout

Vi begynder med at vælge de farver, fonte og layoutindstillinger, som vores blokke skal bruge.
Twenty twenty-five er et Full Site Editing (FSE) tema. Det betyder, at du kan udvikle alle dine komponenter og skabeloner direkte i WordPress.
Begynd med at åbne
Udseende > Editor
Klik på Stilarter.
Nu har du adgang til en omfattende værktøjskasse med typografi og farver:
- Skrifttyper: her kan du vælge temaets typografier eller tilføje fonte fra Google eller uploade fontfiler. Typografier knyttes til blokke som headere, links, knapper etc.
- Farver: du kan vælge mellem en række paletter og redigere farverne.
- Baggrund: her kan du fx indsætte et baggrundsbillede bag hele sitet.
- Skygger: du kan tilføje skygger til billeder, knapper og lignende. Her definerer du, hvordan de skal se ud.
- Layout: her sætter du bredden på dit indhold i procent eller pixel. Vælg bredder, som bred og indhold.
- Blokke: Alt i WordPress bygges ved hjælp af blokke, der sættes sammen i stil med lego. Du kan style her enkelt blok, og den mere avancerede bruger kan tilføje ekstra CSS, hvis det er nødvendigt.
- Hvis du får brug for at tilføje ekstra CSS, så kan du installere en plugin til formålet.
Stylebook er din designmanual
Når du har valgt typografi og farver kan du se resultaterne i den indbyggede Stylebook. WordPress laver automatisk din designmanual.
Hvis noget senere skal ændres, så kan du redigere det direkte fra din Stylebook!
Vi laver en blank skabelon til forsiden
Hvis du ikke gør noget ved det, så vises din forside sådan som enhver anden side ser ud. Indholdet præsenteres af en skabelon (template). Men du kan oprette dine egne skabeloner. Derfor laver vi nu en helt blank template, hvor du kan bygge en side helt som du vil.
Standardskabelonen vil for eksempel vise sitets titel, header og footer. Det er fint nok, at de fleste sider ser sådan ud – men forsiden vil vi gerne kunne bygge mere frit.
Derfor har vi brug for en skabelon, der præsenterer indholdet af en side uden at vise header, footer eller artiklens overskrift. Vi laver med andre ord en skabelon, der er som et blankt lærred du kan udfylde som du vil.
Sådan sætter du Twenty Twenty-five op med forside, blogside og andre statiske sider
I fanebladet til højre skal du vælge side, og klikke på skabelon.

Klik på “Opret ny skabelon”. Fjern alle lag i skabelonen og tilføj én blok: “Indhold”. Skabelonen skal se sådan ud:

Denne blanke skabelon er praktisk, når du vil designe en side uden headere og footere. Blokken indhold viser sidens indhold. Nu kan du frit bygge designet til din forside.
Aktiver skabelonen
Den blanke skabelon skal tilknyttes til siden. Åbn siden under rediger og aktiver den blanke skabelon.


Forsiden
Vi fortsætter med at oprette den side, der bliver til dit websites forside.
Klik på
Tilføj > side
Gem denne side som “Forside”.
Senere vil vi gøre denne side til sitets forside.
I første omgang vil WordPress bruge sidernes skabelon til layoutet; men du får brug for at kunne designe forsiden mere frit. Derfor skal du fremstille en ny skabelon til forsiden. Derefter kan du helt frit designe siden som du vil.
Forsiden bygges med passende blokke
Nu kan du bygge din forside.

Vi laver en side til dine blogindlæg
En blog er en side, der viser de nyeste indlæg først. Nogen kalder blogsiden “Nyheder”. En blog kan bruges til mange formål.
Tilføj > Side
Giv siden titlen “Blog” eller noget i den stil.
Indhold er unødvendigt på blog-siden. Skabelonen skal vise headeren og footeren; men det kan måske være nødvendigt at anvende en skabelon, som ikke viser sidens titel. I Twenty twenty-five kan du bruge skabelonen “Page no-title” til dette formål. Hvis dit tema ikke har sådan en skabelon, så må du selv lave den.
WordPress henter selv dine indlæg ind på siden fra databasen. Den lægger dem, der hvor du har valgt, at indholdet skal være. Du kan simpelt hen gemme siden med en overskrift – det er nok. Når du skriver et indlæg lægges det øverst, som du kender det fra en blog eller en online avis.
Kategorier og tags
Avancerede brugere bruger blokken loop til at filtrere indholdet ved hjælp af taksonomier, som kategorier og tags.

Websidens struktur oprettes
Nu kan vi endelig samle alle trådene og fortælle WP at “Forside” skal fungere som sitets forside og at “Blog” skal vise vores blogindlæg.
I Kontrolpanelet skal du klikke på:
Indstillinger > Læsning
- Marker den side som skal være din forside fra dropdown listen. Vælg “Forside”
- Marker den side, som skal vise dine indlæg. Vælg “Blog”.
Du kan også vælge, hvor mange indlæg, som skal vises på blogsidens nyhedsflow.
Gem dine ændringer ved et klik på den blå knap.
Tjek om alt virker ved at gå ind på sitets forside.
Klar til produktion
Nu er dit website sat op med en forside og en blogside. Det bliver sikkert nødvendigt at tilføje blokke, som:
- Navigationsmenu
- Logo
- Sitetitel
- Slogan
Og meget mere. Men nu er den grundlæggende struktur klar til det videre arbejde.