Brugertest. Billede: coPilot.

Hvorfor er brugertests nyttige?

Hvordan oplever brugeren vore websites? Fungerer de så godt som webudvikleren tror? Formålet med brugertest er at få viden om brugerens oplevelse. Brugertest er ikke test af brugeren; men derimod af om brugeren får nytte af webudviklerens produktion.

Jacob Nielsens10 Usability Heuristics for User Interface Design” (1994/2024) og Tognazzini: “Tog on Interface” (1992), Addison Wesley (1990) er tidlige eksempler på arbejdet med brugertests.

Gennem mere end 30 år har forskningen vidst, at brugeroplevelsen er en af de vigtigste faktorer for digitale produktioners success.

“… zero users give zero insights.”

Jacob Nielsen: “Why You Only Need to Test with 5 Users” (2000) op.cit.

En positiv brugeroplevelse er med til at give loyale brugere, de giver flere konverteringer og produkter sælger bedre, når folk kan finde det de faktisk leder efter.

Brugertest handler om at forstå, hvordan vores brugere oplever den digitale produktion, som er udviklet.

Ella Webbers metode

I dag skal vi arbejde med brugertest med afsæt en artikel Ella Webbers artikel om think aloud testen. Hun argumenterer for, at webudvikleren skal forstå brugerens:

  • oplevelse
  • frustrationer
  • glæder

Når de bruger vores produktion.

“Many UX research methods work by showing the decisions your users make, and the paths they take to get there. With think-aloud protocol, you can get an inside glimpse at the cognitions, frustrations, and delights that accompany their every action.”

Ella Webber (2024)

Formålet med brugertesten er at webudvikleren søger at opnå en systematisk indsigt i brugernes kognitive erfaringer af produktionen.

“By introducing the think-aloud protocol to your UX research studies, you can peek into users’ cognitive processes as they interact with your product—and, as a result, create more intuitive, user-centered designs that keep customers engaged for longer.”

Ella Webber (2024)

Webbers Metode

Ella Webbers brugertest er konkret beskrevet i artiklen “Think-aloud protocol in UX: Getting participants to verbalize feedback” (2024). Det følgende bygger løst på afsnittet “How to conduct think-aloud research” (Webber 2024, op.cit.).

1. Planlæg din research

  • Hvad ønsker du at få ud af brugertesten?
  • Hvilke (tre til fem) opgaver skal testpersonnerne udføre?
  • Hvorfor netop disse opgaver – hvad regner du med at opdage her?
  • Find relevante testpersoner.
  • Ifølge Nielsen (op.cit.) er 5 testpersoner nok til at fange 90% af løsningens fejl.

Når de ankommer til et passende lokale, så giv dem en instruks i stil med:

  • Fortæl hvad du tænker; mens du bruger min prototype.
  • Beskriv det du ser.
  • Forklar hvad du gør – og hvorfor du gør det.
  • Del dine frustrationer – især hvis der er noget som du ikke kan finde eller noget ikke fungerer for dig.

2, Testen gennemføres

Stedet
Vær omhyggelig med at vælge et behageligt sted, hvor testen kan gennemføres uden afbrydelser og forstyrrelser. Det gælder også, hvis du gennemfører testen online.

Atmosfæren
Skab en god og tryg atmosfære for testpersonerne. Lad testpersonen vide, at det ikke er personen vi tester; men derimod om vores produktion virker efter hensigten.

Opgaverne
Bed testpersonen om at udføre de tre til fem opgaver på websiden. Opgaverne hænger sammen med formålet med din test. Brugeren skal tænke højt; mens opgaverne udføres.

Dokumenter sessionen
Sørg for at optage sessionen – fx med lyd, video eller noter. Med sådan en dokumentation kan du gense testen.

3. Analyser dine iagttagelser

Efter testen skal du analysere, hvad du har iagttaget:

  • Hvilke problemer var der med interfacet?
  • Hvilke frustrationer havde brugeren?
  • Hvad kan forbedres – lav en liste!

4. Gennemfør nyttige forbedringer

Nu kan du gennemføre forbedringer. Brug punkterne fra listen – og giv dem hver især en note i din kanban. Ret fejlene en for en.

5. Iterationer

Bugertests kan gennemføres gennem hele projektet – dvs. i alle faser af Double Diamond metoden. Når du har rettet dine fejl, så kan det være en god ide at gentage en test for at se om ændringerne var nyttige.


Double Diamond

Tests kan udføres i alle udviklingsarbejdets faser. Tog anbefaler i kapitlet “User Testing on the Cheap” at du ofte tester dine produktioner – og at en uformel test kan være 100 x bedre end slet ingen.


Kilder

Nielsen, Jacob: “10 Usability Heuristics” (1994/2024)

Nielsen, Jacob: “Top 10 Mistakes in Web Design” (2011)

Nielsen, Jacob: “Why You Only Need to Test with 5 Users” (2000)

Tognazzini: “Tog on Interface” (1992)

Webber, Ella: “Think-aloud protocol in UX: Getting participants to verbalize feedback” (2024)

Hva’ så do?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *